16.12.02

Lundefuglen

Fratercula arctica.

Udbredelse.

Lunden, også kaldet søpapegøjen er en fugl af alkeslægten. Den ruger i store kolonier, i huler og underjordiske gange, mange fugle hver gang. Verdensbestanden vurderes til 15 millioner fugle. De er fordelt på større og mindre kolonier ved Islands kyster og på samtlige øgrupper i nordatlanten. Den færøske bestand er på omkring 1 million fugle. Desuden er der større kolonier ved kysterne af Irland, Skotland, England og Norge, men bl.a. omkring Lofoten (hvor lundehunden havde sit virke) er bestanden alvorligt truet p.g.a. fødeknaphed. Desuden er der mindre kolonier i det nordøstlige Amerika samt de arktiske egne af Grønland, Svalbard og Nordrusland.
Lunden er en trækfugl, efter yngletiden spreder fuglene sig i august/september ud over Nordatlanten, mod syd til De Kanariske Øer, og ind i Middelhavet. De returnerer til kolonierne i perioden slutningen af marts til starten af maj. Ungfuglene tilbringer de første to år til havs.
I Danmark kan være heldig at træffe enkelte fugle ved den jyske vestkyst hvis de med kraftige vestlige vinde er blevet ført ind med de danske kyster.

Udseende.

Lundefuglen er nok mest kendt i dens sommerdragt p.g.a det flotte stribede (rødt, gult og gråblå) næb som den har der. Den har lysegråt "ansigt”, sort "halsbånd" og er hvid på undersiden. På oversiden er den sort og den har røde ben. Når den skifter til vinterdragt bliver kinderne mere mørkegrå, næbet bliver mindre og svagere farvet (den "fælder" nogle næbplader) og dens ben bliver mindre skrigende i farven. Ungfuglen kan godt ligne den voksne fugl i vinterdragt da dens næb tager nogle år om at vokse sig stort.

Yngleforhold:

Lundefuglene yngler første gang når de er 4-6 år gamle. Lunden kommer til fuglefjeldet i marts-april måned. Der finder de en mage. De danner tit par med den samme mage år for år. De hjælper begge to med at udgrave en redegang i en græsskråning eller bruger en udgravning fra tidligere år. De kan også bruge naturlige hulrum. Hunnen lægger et æg ca. midt i maj måned og det tager ca. 39 dage at ruge det ud, gøres fortrinsvis af hunnen. Når ungerne er 38-40 dage gamle, må de selv klare sig.
I gode år er ungen måske så fed og tyk, at den ikke kan komme ud af redegangen, men efter er par dage uden mad, taber den sig så meget at den kan komme ud. Den kan endnu ikke flyve og puffes ud over fjeldsiden af forældrene, hvilket er en noget ublid medfart. Mange havner da også på klipperne eller strandens sten, og bliver slået ihjel. Disse forulykkede fugle indsamles af lundehunden. De gamle fugle kan også gå foran ungen kaldende og lokkende for, på denne måde, at føre ungen ned til vandet. Når ungen bliver puffet ud, kan forældrene finde på at tage ungen i vingerne, eller flyve ind under den, og ligesom at hjælpe den ud fra klipperne.
Lunden forlader fuglefjeldet omkring 23. august. Inden de igen forlader fuglefjeldet, renser fuglene de tomme redegange for efterladenskaber, der bæres ud i det stærke næb og begraves under sten eller mos, således at redegangene er rene, når fuglene ankommer igen næste forår.

Føde:

Lunden lever fortrinsvis af fisk men de tager også en del krebsdyr. Normalt fanger den sit bytte på få meters dybde. De to halvdele i lundens næb åbner sig parallelt i forhold til hinanden og i dens gane sidder bagudrettede hornpigge, så fuglen kan bære op til 60 små fisk tilbage til reden efter hver fangsttur.

Fangst og brug af fuglene.

Området ved Lofoten.

De år hvor fiskning og landbruget slog fejl var det lundefuglefangsten som blev befolkningens redning. Man gik aldrig en vinter i møde uden flere tønder saltet fuglekød i huset. Alke og lomvie var maden men lundlota var godterne. Mens de saltede alke og lomvie, så ville de helst havde lunden fersk, den blev hængt til tørre ligesom fisk på et stativ. Der var bestemte skikke forbundet med lundefangsten. Fangsten af lundefugleunger begyndte i starten af august og varede 2-3 uger. De næsten flyvefærdige unger blev kaldt Lundlota eller tole. De måtte ikke tages mens de endnu havde dun på ryggen for så var de ikke brugbare. De fleste unger forlader fjeldet sammen med deres forældre men der blev altid nogle tilbage, de var enten født sent eller dårligt udviklede. Jagten på disse blev kaldt "syrtolfangst" fordi disse var magre og blev kogt i en blanding af mælkesyre og vand for at få en bedre smag.
Hverdagsmaden kunne være rundlunde, som var parteret stegt lunde, eller lundsodd - en suppe, hvor kødet var pillet af benene og lagt tilbage i suppen. Søndagsmaden var tolen. Tolen blev skrabet ren for fjer og dun, skindet skulle blive på fuglen, det foregik med en speciel kniv. Derpå blev de kogt længe og godt, derefter blev de åbnet langs ryggen med en skarp kniv, bredt ud og stegt under pres. Til presset blev brugt et stykke træ og en sten, her var der også en speciel sten (tolstenen) og et specielt stykke træ (tollokket) der blev brugt. Lige før serveringen blev de brunet i ovnen under stærk varme, så de blev helt sprøde.
Lunden var altså en delikatesse for befolkningen, men det siges dog at det som alt anden smagte af fisk, da lunden lever af fisk. Da lundefangsten kun kunne foregå i en meget begrænset periode, så nedsaltede og tørrede man fuglene så man havde mad til hele året.
Da lundefangsten foregik i august hvor man også havde høstarbejde, var det kvinder og børn som måtte klare at skaffe denne del af husholdningen. Det berettes af en ældre kvinde fra Mostad: " Vi tog til fjelds når dagens arbejde var fra hånden, og vi var færdige med aftenmalkningen. Som oftest gik jeg alene. Af og til kunne jeg tage nogle af de største børn med. Vores hus havde to hunde, - en tæve og en hanhund. Fangsten af den voksne lunde fandt for det meste sted om foråret. Lunden kom til fuglefjeldet i de sidste dage af april, og fangsten tog til i de første dage af maj. Midt i juni stoppede fangsten gerne. Da var vi ca. 14 dage inde i rugetiden, og fuglene var da så magre at de blev kaldt blålunder, fordi når de blev ribbet så skinnede kødet igennem skindet, hvor de ellers havde et gult fedtlag ".
Vigtigt for befolkningen var også lundens dun, de var ligeså fine som edderdun, og de gav et kærkomment tilskud til indtægten fra fiskeri og smålandbrug. Man regnede gerne med at der gik 50 fugle til et kilo fjer og dun. Alle havde dundyner og puder. Dun og fjer var en handelsvare som man kunne byttede med.

Hundene og fuglene.

Man mente at de små tæver var bedst til at fange (hente ud af redegangene) lundeungerne, mens hanhundene var bedst til de voksne fugle.
Lundefuglen var ikke en rolig fugl der bare sad og ventede på at skæbnen skulle indhente den. Dens kraftige næb er et godt våben og den har temperamentet er i orden, så det er sket at det var lunden som trak det længste strå og en blodig og slukøret hund er vendt hjem fra fjeldet. Hvis en hvalp mødte en sådan fugl på sine første ture, kunne den blive bange for at gå på fjeldet. Det er også sket at en hund er gået ind i en redegang hvorfra den har været for tyk til at kunne komme ud igen og man har troet den var gået til da man ikke har kunnet finde den, men et stykke tid efter vendt den tilbage i en noget mere slank udgave. Hvis det viste sig at hunden ikke kunne krybe ind i gangene p.g.a. for lav højde, så lagde den sig på siden og pressede sig videre. I denne stilling kom de indre tæer den til nytte, uden dem ville hunden ikke kunne få fodgreb. Når den lå sådan var det udelukkende den indre fod, der fik greb om underlaget.

Kilder:
Orientering til hvalpekøbere om den Norske Lundehund. Skrevet / samlet af Inger Kristiansen.
Lundehund og Lundefangst. Dag Sørli, særtrykk av årbok for Norsk skogbruksmuseum 1967-1971
Fugle i Nordatlanten. Søren Sørensen / Dorete Bloch.
Nordens fugle. Benny Génsbøl.
Tilbage til siden om Norsk Lundehund